Never forget that when we are dealing with any pleasure in its healthy and normal and satisfying form, we are, in a sense, on the Enemy’s ground. I know we have won many a soul through pleasure. All the same, it is His invention, not ours. He made the pleasures; all our research so far has not enabled us to produce one. All we can do is to encourage the humans to take the pleasures which our Enemy has produced, at times, or in ways, or in degrees, which He has forbidden. Hence we always try to work away from the natural condition of any pleasure to that in which it is least natural, least redolent of its Maker, and least pleasurable. An ever increasing craving for an ever diminishing pleasure is the formula.
C.S. Lewis

Bible – danish – Nehemias Chapter 5:1-19.

Index: Danish Bible

 

Nehemias 5

[1]
[2]
[3]
[4]
[5]
[6]
[7]
[8]
[9]
[10]
[11]
[12]
[13]

5:1 Der lød nu højrøstede Klager fra Folket og deres Kvinder mod deres Brødre, Jøderne.

5:2 Nogle sagde: “Vore Sønner og Døtre må vi give i Pant for at få Horn til Livets Ophold!”

5:3 Andre sagde: “Vore Marker, Vingårde og Huse må vi give i Pant for at få Korn under Hungersnøden!”

5:4 Atter andre sagde: “Vi har måttet låne på vore Marker og Vingårde for at kunne udrede de kongelige Skatter!

5:5 Og vore Legemer er dog lige så gode som vore Brødres og vore Sønner lige så gode som deres; men vi er nødt til at give vore Sønner og Døtre hen til at blive Trælle, ja, nogle af vore Døtre er det allerede, og det stod ikke i vor Magt at hindre det, effersom vore Marker og Vingårde tilhører andre!”

5:6 Da jeg hørte deres Klager og disse deres Ord, blussede Vreden heftigt op i mig;

5:7 og efter at have tænkt over Sagen gik jeg i Rette med de store og Forstanderne og sagde til dem: I driver jo Åger over for eders Næste! Så kaldte jeg en stor Folkeforsamling sammen imod dem

5:8 og sagde til dem: Så vidt vi var i Stand dertil, har vi frikøbt vore jødiske Brødre, der måtte sælge sig til Hedningerne; og I sælger eders Brødre, så de må sælge sig til os! Da tav de og fandt intet at svare.

5:9 Men jeg fortsatte: Det er ikke ret af eder at handle således! Skulde I ikke vandre i Frygt for vor Gud af Hensyn til Hedningerne, vore Fjenders Spot?

5:10 Også jeg og mine Brødre og mine Folk har lånt dem Penge og Korn; men lad os nu eftergive dem, hvad de skylder!

5:11 Giv dem straks dere Marker, Vingårde, Oliventræer og Huse tilbage og eftergiv dem Pengene, Kornet, Moslen og Olien, som I har lånt dem!

5:12 Da svarede de: Ja, vi vil give det tilbage og ikke afkræve dem noget; som du siger, vil vi gøre! Jeg lod da Præsterne kalde og lod dem sværge på, at de vilde handle således.

5:13 Og jeg rystede min Brystfold og sagde: Enhver, der ikke holder dette Ord, vil Gud således ryste ud af hans Hus og Ejendom; ja, således skal han blive udrystet og tømt! Da sagde hele Forsamlingen: Amen! Og de lovpriste HERREN; og Folket handlede efter sit Løfte.

5:14 Desuden skal det nævnes, at fra den Dag Kong Artaxerxes bød mig være deres Statholder i Judas Land, fra Kong Artaxerxes’s tyvende til hans to og tredivte Regeriogsår, hele tolv År, spiste hverken jeg eller mine Brødre det Brød, der tilkom Statholderen,

5:15 medens mine Forgængere, de tidligere Statholdere, lagde Tynge på Folket og for Brød og Vin daglig afkrævede dem fyrretyve Sekel Sølv, ligesom også deres Tjenere optrådte som Folkets Herrer. Det undlod jeg at gøre af Frygt for Gud.

5:16 Og desuden tog jeg selv fat ved Arbejdet på denne Mur, skønt vi ingen Mark havde købt, og alle mine Folk var samlet der ved Arbejdet.

5:17 Og Jøderne, både Forstanderne, 150 Mand, og de, der kom til os fra de omboende Hedningefolk, spiste ved mit Bord;

5:18 og hvad der daglig lavedes til, et Stykke Hornkvæg, seks udsøgte Får og Fjerkræ, afholdt jeg Udgifferne til; dertil kom hver tiende Dag en Masse Vin af alle Sorter. Men alligevel krævede jeg ikke det Brød, der tilkom Statholderen, fordi Arbejdet tyngede hårdt på Folket.

5:19 Kom i Hu alt, hvad jeg har gjort for dette Folk, og regn mig det til gode, min Gud!