Index: Danish Bible

Jeremias 2

[1]
[2]
[3]
[4]
[5]
[6]
[7]
[8]
[9]
[10]
[11]
[12]
[13]
[14]
[15]
[16]
[17]
[18]
[19]
[20]
[21]
[22]
[23]
[24]
[25]
[26]
[27]
[28]
[29]
[30]
[31]
[32]
[33]
[34]
[35]
[36]
[37]
[38]
[39]
[40]
[41]
[42]
[43]
[44]
[45]
[46]
[47]
[48]
[49]
[50]
[51]
[52]

2:1 HERRENs Ord kom til mig således:

2:2 Gå hen og råb Jerusalem i Ørene: Så siger HERREN: Jeg mindes din Kærlighed som ung, din Elskov som Brud, at du fulgte mig i Ørkenen, et Land, hvor der ikke sås;

2:3 Israel var helliget HERREN, hans Førstegrøde, alle, som åd det, måtte bøde, Ulykke ramte dem, lyder det fra HERREN.

2:4 Hør HERRENs Ord, Jakobs Hus og alle Slægter i Israels Hus:

2:5 Så siger HERREN: Hvad ondt fandt eders Fædre hos mig, siden de gik bort fra mig og holdt sig til Tomhed, til de selv blev tomme?

2:6 De spurgte ikke: “Hvor er HERREN, som førte os op fra Ægypten og ledte os i Ørkenen, Ødemarkens og Kløfternes Land, Tørkens og Mulmets Land, Landet, hvor ingen færdes eller bor?”

2:7 Jeg bragte eder til Frugthavens Land, at I kunde nyde dets Frugt og Goder; men da I kom derind, gjorde I mit Land urent og min Arvelod vederstyggelig.

2:8 Præsterne spurgte ikke: “Hvor er HERREN?” De, der syslede med Loven, kendte mig ikke, Hyrderne faldt fra mig, og Profeterne profeterede ved Ba’al og holdt sig til Guder, som intet evner.

2:9 Derfor må jeg fremdeles gå i Rette med eder, lyder det fra HERREN, og med eders Sønners Sønner må jeg gå i Rette.

2:10 Drag engang over til Kittæernes Strande og se efter, send Bud til Kedar og spørg jer nøje for; se efter, om sligt er hændet før!

2:11 Har et Hedningefolk nogen Sinde skiftet Guder? Og så er de endda ikke Guder. Men mit Folk har skiftet sin Ære bort for det, der intet gavner.

2:12 Gys derover, I Himle, Skræk og Rædsel gribe eder, lyder det fra HERREN;

2:13 thi to onde Ting har mit Folk gjort: Mig, en Kilde med levende Vand, har de forladt for at hugge sig Cisterner, sprukne Cisterner, der ikke kan holde Vand.

2:14 Er Israel da en Træl, en hjemmefødt Træl? Hvorfor er han blevet til Bytte?

2:15 Løver brøler imod ham med rungende Røst; hans Land har de gjort til en Ørk, hans Byer er brændt, så ingen bor der.

2:16 Selv Nofs og Takpankes’s Sønner afgnaver din Isse.

2:17 Mon ikke det times dig, fordi du svigted mig? lyder det fra HERREN din Gud.

2:18 Hvorfor skal du nu til Ægypten og drikke af Sjihor? Hvorfor skal du nu til Assur og drikke af Floden?

2:19 Lad din Ulykke gøre dig klog og lær af dit Frafald, kend og se, hvor ondt og bittert det er, at du svigted HERREN din Gud; Frygt for mig findes ikke hos dig, så lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE.

2:20 Thi længst har du brudt dit Åg og sprængt dine Bånd. Du siger: “Ej vil jeg tjene!” Nej, Skøgeleje har du på hver en Høj, under alle de grønne Træer.

2:21 Som en Ædelranke plantede jeg dig, en fuldgod Stikling; hvor kunde du da blive Vildskud, en uægte Ranke?

2:22 Om du end tor dig med Lud og ødsler med Sæbe, jeg ser dog din Brødes Snavs, så lyder det fra HERREN.

2:23 Hvor kan du sige: “Ej er jeg uren, til Ba’alerne holdt jeg mig ikke!” Se på din Færd i Dalen, kend, hvad du gjorde, en let Kamelhoppe, løbende hid og did,

2:24 et Vildæsel, kendt med Steppen! Den snapper i Brynde efter Luft, hvo tæmmer dens Brunst? At søge den trætter ingen, den findes i sin Måned.

2:25 Spar dog din Fod for Slid, din Strube for Tørst! Dog siger du: “Nej, lad mig være! Jeg elsker de fremmede, dem vil jeg holde mig til.”

2:26 Som Tyven får Skam, når han gribes, så Israels Hus, de, deres Konger og Fyrster, Præster og Profeter,

2:27 som siger til Træ: “Min Fader!” til Sten: “Du har født mig.” Thi Ryggen og ikke Ansigtet vender de til mig, men siger i Ulykkestid: “Stå op og frels os!”

2:28 Hvor er de da, dine Guder, dem, du har gjort dig? Lad dem stå op! Kan de frelse dig i Ulykkestiden? Thi som dine Byers Tal er dine Guders, Juda.

2:29 Hvorfor tvistes I med mig? I har alle forbrudt jer imod mig, lyder det fra HERREN.

2:30 Forgæves slog jeg eders Børn, de tog ikke ved Lære, som hærgende Løve fortærede Sværdet Profeterne.

2:31 Du onde Slægt, så mærk jer dog HERRENs Ord! Har jeg været en Ørk for Israel, et bælgmørkt Land? Hvorfor mon mit Folk da siger: “Vi går, hvor vi vil, og kommer ej mer til dig.”

2:32 Glemmer en Jomfru sit Smykke, en Brud sit Bælte? Og mig har mit Folk dog glemt i talløse Dage.

2:33 Hvor snildt du dog går til Værks for at søge dig Elskov! Du vænned dig derfor også til ondt i din Færd.

2:34 Endog findes Blod på dine Hænder af fattige, skyldfri Sjæle, Blod, jeg ej fandt hos en Tyv, men på alle disse.

2:35 Og du siger: “Jeg er frikendt, hans Vrede har vendt sig fra mig.” Se, med dig går jeg i Rette, da du siger: “Jeg har ikke syndet.”

2:36 Hvor let det dog falder for dig at skifte din Vej! Du skal også få Skam af Ægypten, som du fik det af Assur;

2:37 også derfra skal du gå med Hænder på Hoved, thi HERREN har forkastet dine Støtter, de båder dig intet.