Our self-abnegation is thus not for our own sake but for the sake of others. And thus it is not to mere self-denial that Christ calls us but specifically to self-sacrifice, not to unselfing ourselves but to unselfishing ourselves. Self-denial for its own sake is in its very nature ascetic, monkish. It concentrates our whole attention on self—self-knowledge, self-control - and can therefore eventuate in nothing other than the very apotheosis of selfishness. At best it succeeds only in subjecting the outer self to the inner self or the lower self to the higher self, and only the more surely falls into the slough of self-seeking, that it partially conceals the selfishness of its goal by refining its ideal of self and excluding its grosser and more outward elements. Self-denial, then, drives to the cloister, narrows and contracts the soul, murders within us all innocent desires, dries up all the springs of sympathy, and nurses and coddles our self-importance until we grow so great in our own esteem as to be careless of the trials and sufferings, the joys and aspirations, the strivings and failures and successes of our fellow-men. Self-denial, thus understood, will make us cold, hard, unsympathetic—proud, arrogant, self-esteeming—fanatical, overbearing, cruel. It may make monks and Stoics, it cannot make Christians.
B.B. Warfield

Bible – danish – Hoseas Chapter 9:1-17.

Index: Danish Bible

 

Hoseas 9

[1]
[2]
[3]
[4]
[5]
[6]
[7]
[8]
[9]
[10]
[11]
[12]
[13]
[14]

9:1 Israel, glæd dig ikke med Folkets jubel, ved Hor veg du bort fra din Gud, på hver en Tærskeplads elsker du Skøgens Løn.

9:2 Tærskeplads og Perse skal ej kendes ved dem, og Mosten slår fejl for dem.

9:3 Ej skal de blive i HERRENs Land; til Ægypten skal Efraim tilbage, spise uren Føde i Assur.

9:4 Ej skal de udgyde Vin for HERREN, ej heller gøre Slagtoffer rede. Som Sørgebrød er deres Brød, det gør hver, som spiser det uren: thi Hungeren kræver alt Brødet, i HERRENs Hus kommer intet.

9:5 Hvad gør I på Højtidsdagen, på HERRENs Festdag?

9:6 Slipper de bort fra Vold, skal Ægypten sanke dem op og Memfis jorde dem; deres kostbare Sølvtøj skal Tidsler arve, Nælder skal bo i deres Telte.

9:7 Hjemsøgelsens Dage kommer, Gengældelsens Dage, det skal Israel mærke. “Afsindig er Profeten, forrykt den af Ånden grebne” fordi din Brøde er stor og Fjendskabet stort!

9:8 I sin Guds Hus lurer Efraim på Profeten; der er Snarer på alle hans Veje, man gør Faldgruben dyb.

9:9 Det er som i Gibeas Dage, han mindes deres Skyld og straffer deres Synder.

9:10 Som Druer i Ørkenen fandt jeg Israel, som tidligmodne Figner på Træet så jeg eders Fædre. De kom til Baal-Peor, til Skændselen viede de sig, som Efraims Elskere blev de en væmmelig Hob.

9:11 Deres Herlighed flyver som Fugle, Fødsel, Svangerskab, Undfangelse forbi!

9:12 Ja, selv om de opfostrer Sønner, jeg lader dem dø ud uden Børn. Ja, ve også dem, når jeg viger fra dem!

9:13 Efraim så jeg som en Mand, der gør Jagt på sine Børn; thi Efraim selv fører Sønnerne ud til Bøddelen.

9:14 Giv dem, HERRE ja hvad skal du give? Du give dem barnløst Skød og golde Bryster!

9:15 I Gilgal er al deres Ondskab, der fik jeg Had til dem; for deres onde Gerninger driver jeg dem ud af mit Hus; jeg elsker dem ikke mer, genstridige er alle deres Fyrster.

9:16 Efraim er ramt, dets Rod er vissen, de bærer slet ingen Frugt; og får de end Børn, jeg dræber den dyre Livsfrugt.

9:17 Deres Gud vil forkaste dem, fordi de ej adlød ham; hjemløse bliver de blandt Folkene.