Index: Danish Bible

Første Kongebog 2

[1]
[2]
[3]
[4]
[5]
[6]
[7]
[8]
[9]
[10]
[11]
[12]
[13]
[14]
[15]
[16]
[17]
[18]
[19]
[20]
[21]
[22]

2:1 Da det nu lakkede ad Enden med Davids Liv, gav han sin Søn Salomo disse Befalinger:

2:2 “Jeg går nu al Kødets Gang; så vær nu frimodig og vis dig som en Mand!

2:3 Og hold HERREN din Guds Forskrifter, så du vandrer på hans Veje og, holder hans Anordninger, Bud, Bestemmelser og Vidnesbyrd, således som skrevet står i Mose Lov, for at du må have Lykken med dig i alt, hvad du gør, og i alt, hvad du tager dig for,

2:4 for at HERREN kan opfylde den Forjættelse, han gav mig, da han sagde: Hvis dine Sønner vogter på deres Vej, så de vandrer i Trofasthed for mit Åsyn af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl, skal der aldrig fattes dig en Efterfølger på Israels Trone!

2:5 Du ved jo også, hvad Joab, Zerujas Søn, har voldet mig, hvorledes han handlede mod Israels to Hærførere, Abner, Ners Søn, og Amasa, Jeters Søn, hvorledes han slog dem ihjel og således i Fredstid hævnede Blod, der var udgydt i Krig, og besudlede Bæltet om min Lænd og Skoene på mine Fødder med uskyldigt Blod;

2:6 gør derfor, som din Klogskab tilsiger dig, og lad ikke hans grå Hår stige ned i Dødsriget med Fred.

2:7 Men mod Gileaditen Barzillajs Sønner skal du vise Godhed, og de skal have Plads mellem dem, der spiser ved dit Bord, thi på den Måde kom de mig i Møde, da jeg måtte flygte for din Broder Absalom.

2:8 Og se, så har du hos dig Benjaminiten Simeon, Geras Søn, fra Bahurim, ham, som udslyngede en grufuld Forbandelse imod mig, dengang jeg drog til Mahanajim. Da han senere kom mig i Møde ved Jordan, tilsvor jeg ham ved HERREN: Jeg vil ikke slå dig ihjel med Sværd!

2:9 Men du skal ikke lade ham ustraffet, thi du er en klog Mand og vil vide, hvorledes du skal handle med ham, og bringe hans grå Hår blodige ned i Dødsriget.”

2:10 Så lagde David sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i Davidsbyen.

2:11 Tiden, han havde været Konge over Israel, udgjorde fyrretyve År; i Hebron herskede han syv År, i Jerusalem tre og tredive År.

2:12 Derpå satte Salomo sig på sin Fader Davids Trone, og hans Herredømme blev såre stærkt.

2:13 Men Adonija, Haggits Søn, kom til Batseba, Salomos Moder. Hun spurgte da: “Kommer du for det gode?” Han svarede: “Ja, jeg gør!”

2:14 Og han fortsatte: “Jeg har en Sag at tale med dig om.” Hun svarede: “Så tal!”

2:15 Da sagde han: “Du ved at Kongeværdigheden tilkom mig, og at hele Israel havde Blikket rettet på mig som den, der skulde være Konge; dog gik Kongeværdigbeden over til min Broder, thi HERREN lod det tilfalde ham.

2:16 Men nu har jeg een eneste Bøn til dig; du må ikke afvise mig!” Hun svarede: “Så tal!”

2:17 Da sagde han: “Sig til Kong Salomo – dig vil han jo ikke afvise – at han skal give mig Abisj fra Sjunem til Ægte!”

2:18 Og Batseba svarede: “Vel, jeg skal tale din Sag hos Kongen!”

2:19 Derpå begav Batseba sig til Kong Salomo for at tale Adonijas Sag; og Kongen rejste sig, gik hende i Møde og bøjede sig for hende; derpå satte han sig på sin Trone og lod også en Trone sætte frem til Kongemoderen, og hun satte sig ved hans højre Side.

2:20 Så sagde hun: “Jeg har en eneste ringe Bøn til dig; du må ikke afvise mig!” Kongen svarede: “Kom med din Bøn, Moder, jeg vil ikke afvise dig!”

2:21 Da sagde hun: “Lad din Broder Adonija få Abisjag fra Sjunem til Hustru!”

2:22 Men Kong Salomo svarede sin Moder: “Hvorfor beder du om Abisjag fra Sjunem til Adonija? Du skulde hellere bede om Kongeværdigheden til ham; han er jo min ældre Broder, og Præsten Ebjatar og Joab, Zerujas Søn, står på hans Side!”

2:23 Og Kong Salomo svor ved HERREN: “Gud ramme mig både med det ene og det andt, om ikke det Ord skal koste Adonija Livet!

2:24 Så sandt HERREN lever, som indsatte mig og gav mig Plads på min Fader Davids Trone og byggede mig et Hus, som han lovede: Endnu i Dag skal Adonija miste Livet!”

2:25 Derpå gav Kong Salomo Benaja, Jojadas Søn, Ordre til at hugge ham ned; således døde han.

2:26 Men til Præsten Ebjatar sagde Kongen: “Begiv dig til din Landejendom i Anatot, thi du har forbrudt dit Liv; og når jeg ikke dræber dig i Dag, er det, fordi du bar den Herre HERRENs Ark foran min Fader David og delte alle min Faders Lidelser!”

2:27 Derpå afsatte Salomo Ebjatar fra hans Stilling som HERRENs Præst for at opfylde det Ord, HERREN havde talet mod Elis Hus i Silo.

2:28 Da Rygtet, herom nåede Joab – Joab havde jo sluttet sig til Adonijas Parti, medens han ikke havde sluttet sig til Absaloms – søgte han Tilflugt i HERRENs Telt og greb fat om Alterets Horn,

2:29 og det meldtes Kong Salomo, at Joab havde søgt Tilflugt i HERRENs Telt og stod ved Alteret. Da sendte Salomo Benaja, Jojadas Søn, derhen og sagde: “Gå hen og hug ham ned!”

2:30 Og da Benaja kom til HERRENs Telt, sagde han til ham: “Således siger Kongen: Kom herud!” Men han svarede: “Nej, her vil jeg dø!” Benaja meldte da tilbage til Kongen, hvad Joab havde sagt og svaret ham.

2:31 Men Kongen sagde til ham: “Så gør, som han siger, hug ham ned og jord ham og fri mig og min Faders Hus for det uskyldige Blod, Joab har udgydt;

2:32 HERREN vil lade hans Blodskyld komme over hans eget Hoved, at han huggede to Mænd ned, der var retfærdigere og bedre end han selv, og slog dem ihjel med Sværdet uden min Fader Davids Vidende, Abner, Ners Søn, Israels Hærfører, og Amasa, Jeters Søn, Judas Hærfører;

2:33 så kommer deres Blod over Joabs og hans, Slægts Hoved evindelig, medens HERREN giver David og hans Slægt, hans Hus og hans Trone Fred til evig Tid!”

2:34 Da gik Benaja, Jojadas Søn, hen og huggede ham ned og dræbte ham; og han blev jordet i sit Hus i Ørkenen.

2:35 Og Kongen satte Benaja Jojadas Søn, over Hæren i hans Sted, medens han gav Præsten Zadok Ebjatars Stilling.

2:36 Derpå lod Kongen Simei kalde og sagde til ham: “Byg dig et Hus i Jerusalem, bliv der og drag ikke bort, hvorhen det end er;

2:37 thi den Dag du drager bort og overskrider Kedrons Dal, må du vide, du er dødsens; da kommer dit Blod over dit Hoved!”

2:38 Og Simei svarede Kongen: “Godt! Som min Herre Kongen siger, således vil din Træl gøre!” Simei blev nu en Tid lang i Jerusalem.

2:39 Men efter tre Års Forløb flygtede to af Simeis Trælle til Ma’akas Søn, Kong Akisj af Gat, og da Simei fik at vide, at hans Trælle var i Gat,

2:40 brød han op, sadlede sit Æsel og drog til Akisj i Gat for at hente sine Trælle; Simei drog altså af Sted og fik sine Trælle med hjem fra Gat.

2:41 Men da Salomo fik af vide, at Simei var rejst fra Jerusalem til Gat og kommet tilbage igen,

2:42 lod Kongen ham kalde og sagde til ham: “Tog jeg dig ikke i Ed ved HERREN, og advarede jeg dig ikke: Den Dag du drager bort og begiver dig andetsteds hen, hvor det end er, må du vide, du er dødsens! Og svarede du mig ikke: Godt! Jeg har hørt det?

2:43 Hvorfor holdt du da ikke den Ed, du svor ved HERREN, og den Befaling, jeg gav dig?”

2:44 Endvidere sagde Kongen til Simei: “Du ved selv, og dit Hjerte er sig det bevidst, alt det onde, du gjorde min Fader David; nu lader HERREN din Ondskab komme over dit eget Hoved;

2:45 men Kong Salomo skal være velsignet, og Davids Trone skal stå urokkelig fast for HERRENs Åsyn til evig Tid!”

2:46 Derpå gav Kongen Ordre til Benaja, Jojadas Søn, og han gik hen og huggede ham ned; således døde han.