We Love God!

God: "I looked for someone to take a stand for me, and stand in the gap" (Ezekiel 22:30)

Tell the men of the world, and, let them see by your example and spirit, that Christianity is not the gloomy thing they imagine – that a life of holiness is a life of real happiness – of happiness for time and for eternity. But, oh! tell them, there is something gloomy – the joy, which blazes for a moment like a dazzling meteor, and then vanishes forever – the hopes, which are dependent on worldly possessions and worldly pleasures.
John MacDuff

Jesus came to a growing understanding of his Messianic calling by reading the Scriptures. He had to learn the Bible just as we must. Of course, He is the greatest theologian who has ever lived. His reading of the Bible would have been free from the problems that beset Christians who wrongly interpret passages and bring their own sinful dispositions to the text. Nevertheless, we must not imagine that Christ had all of the answers as a baby and merely waited to begin His ministry at the age of thirty without putting in hard yet delightful work on a daily basis in obedience to His Father’s will. As Christopher Wright notes, the Old Testament enabled Jesus to understand Himself. The answer to His self-identity came from the Bible, 'the Hebrew scriptures in which he found a rich tapestry of figures, historical persons, prophetic pictures and symbols of worship. And in this tapestry, where others saw only a fragmented collection of various figures and hopes, Jesus saw His own face. His Hebrew Bible provided the shape of His own identity.' …He had to study to know what to do. While He was never ignorant of what He needed to know at any stage of His life, He nevertheless was required to learn (Mark Jones).
Other Authors

Bible – danish – 1 Mosebog Chapter 12:1-20.

Index: Danish Bible

 

1 Mosebog 12

[1]
[2]
[3]
[4]
[5]
[6]
[7]
[8]
[9]
[10]
[11]
[12]
[13]
[14]
[15]
[16]
[17]
[18]
[19]
[20]
[21]
[22]
[23]
[24]
[25]
[26]
[27]
[28]
[29]
[30]
[31]
[32]
[33]
[34]
[35]
[36]
[37]
[38]
[39]
[40]
[41]
[42]
[43]
[44]
[45]
[46]
[47]
[48]
[49]
[50]

12:1 HERREN sagde til Abram: “Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig;

12:2 så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse!

12:3 Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!”

12:4 Og Abram gik,som HERREN sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan;

12:5 og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i Karan, og de gav sig på Vej til Kana’ans Land og nåede derhen.

12:6 Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana’anæerne boede i Landet.

12:7 Men HERREN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: “Dit Afkom giver jeg dette Land!” Da byggede han der et Alter for HERREN. som havde åbenbaret sig for ham.

12:8 Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel, og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han byggede HERREN et Alter der og påkaldte HERRENs Navn.

12:9 Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet.

12:10 Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed.

12:11 Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj: Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde;

12:12 når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår de mig ihjel og lader dig leve;

12:13 sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!”

12:14 Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre smuk Kvinde;

12:15 og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så blev Kvinden ført til Faraos Hus.

12:16 Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og Kameler.

12:17 Men HERREN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams Hustru Sarajs Skyld.

12:18 Da lod Farao Abram kalde og sagde: “Hvad har du gjort imod mig! Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru?

12:19 Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!”

12:20 Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres Ejendom på Vej;