Index: Danish Bible

1 Mosebog 42

[1]
[2]
[3]
[4]
[5]
[6]
[7]
[8]
[9]
[10]
[11]
[12]
[13]
[14]
[15]
[16]
[17]
[18]
[19]
[20]
[21]
[22]
[23]
[24]
[25]
[26]
[27]
[28]
[29]
[30]
[31]
[32]
[33]
[34]
[35]
[36]
[37]
[38]
[39]
[40]
[41]
[42]
[43]
[44]
[45]
[46]
[47]
[48]
[49]
[50]

42:1 Da Jakob hørte, at der var Korn at få i Ægypten, sagde han til sine Sønner: “Hvad venter I efter?”

42:2 Og han sagde: “Jeg hører, at der er Korn at få i Ægypten; drag ned og køb os noget, at vi kan blive i Live og undgå Døden!”

42:3 Så drog de ti af Josefs Brødre ned for at købe Korn i Ægypten;

42:4 men Jakob sendte ikke Josefs Broder Benjamin med hans Brødre, thi han tænkte, der kunde tilstøde ham en Ulykke.

42:5 Blandt dem, der kom for at købe Korn, var også Israels Sønner; thi der var Hungersnød i Kana’ans Land.

42:6 Og da Josef var Hersker i Landet, og han var den, der solgte Korn til alt Folket i Landet, så kom Josefs Brødre og kastede sig til Jorden for ham.

42:7 Da Josef så sine Brødre, kendte han dem; men han lod fremmed over for dem, talte dem hårdt til og sagde til dem: “Hvorfra kommer I?” De svarede: “Fra Kana’ans Land for at købe Føde!”

42:8 Josef kendte sine Brødre, men de kendte ikke ham.

42:9 Da kom Josef de Drømme i Hu. han havde drømt om dem; og han sagde til dem; “I er Spejdere, I kommer for at se, hvor Landet er åbent!”

42:10 De svarede: “Nej, Herre, dine Trælle kommer for at købe Føde!

42:11 Vi er alle Sønner af en og samme Mand; vi er ærlige Folk. dine Trælle er ikke Spejdere!”

42:12 Men han sagde: “Jo vist så! I kommer for at se, hvor Landet er åbent!”

42:13 De svarede: “Vi, dine Trælle. var tolv Brødre, Sønner af en og samme Mand i Kana’ans Land; den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader, og een er ikke mere!”

42:14 Men Josef sagde til dem: “Det er, som jeg siger eder: I er Spejdere!

42:15 Men nu skal I sættes på Prøve: Så sandt Farao lever, slipper I ikke herfra, uden at eders yngste Broder kommer hid!

42:16 Lad en af eder rejse hjem for at hente eders Broder, og imedens holdes I andre fangne; så vil det. vise sig, om eders Ord er Sandhed; og hvis ikke, så er I, så sandt, Farao lever, Spejdere!”

42:17 Derpå holdt han dem i Forvaring tre Dage.

42:18 Men Tredjedagen sagde Josef til dem: “Vil I beholde Livet, så skal I gøre således, thi jeg er en Mand, der frygter Gud:

42:19 Er I virkelig ærlige Folk, lad så en af eder blive tilbage som Fange i det Fængsel, som I sad i, medens I andre drager hjem med Korn til at stille Hungeren i eders Huse;

42:20 og bring så eders yngste Broder til mig, så skal eders Ord stå til Troende, og I skal slippe for at dø!” Og således gjorde de.

42:21 Da sagde de til hverandre: “Sandelig, nu må vi bøde for, hvad vi forbrød mod vor Broder, da vi så hans Sjælevånde, medens han bønfaldt os, og dog ikke hørte ham; derfor stedes vi nu i denne Vånde!”

42:22 Men Ruben tog til Orde og sagde til dem: “Sagde jeg eder ikke dengang: Forsynd eder ikke mod Drengen! Men I vilde ikke høre; se, nu kræves hans Blod!”

42:23 Således talte de. Men de vidste ikke, at Josef forstod det, thi han forhandlede med dem ved Tolk;

42:24 og han vendte sig bort fra dem og græd. Siden vendte han sig til dem og talte med dem; og han tog Simeon fra dem og lod ham fængsle for deres Øjne.

42:25 Så gav Josef Befaling til at fylde deres Sække med Korn og lægge Pengene tilbage i hver enkelts Sæk og give dem Rejsekost; og således skete det.

42:26 Så læssede de deres Korn på Æslerne og drog bort.

42:27 Men da en af dem i Natteherberget åbnede sin Sæk for at give sit Æsel Foder, fik han Øje på sine Penge, der lå oven i Sækken;

42:28 og han sagde til sine Brødre: “Mine Penge er kommet igen; se, de er i min Sæk!” Da sank Hjertet i Livet på dem, og de så forfærdede på hverandre og sagde: “Hvad har Gud dog gjort imod os!”

42:29 Og da de kom hjem til deres Fader Jakob i Kana’ans Land, fortalte de ham alt, hvad der var hændet dem, og sagde:

42:30 “Manden, der er Landets Herre, talte os hårdt til og holdt os i Forvaring, som var vi Folk, der vilde udspejde Landet;

42:31 men vi sagde til ham: Vi er ærlige Folk og ikke Spejdere;

42:32 vi var tolv Brødre, Sønner af en og samme Fader; een er ikke mere, og den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader i Kana’ans Land.

42:33 Så sagde Manden, der er Landets Herre: Derpå vil jeg kende, at I er ærlige Folk: Lad en af eder blive hos mig, og tag I andre Korn til at stille Hungeren i eders Huse og drag hjem!

42:34 Siden skal I bringe eders yngste Broder til mig, for at jeg kan kende, at I ikke er Spejdere, men ærlige Folk; så vil jeg udlevere eders Broder til eder, og I kan frit rejse i Landet.”

42:35 Da de nu tømte deres Sække, fandt hver sin Pengepose i sin Sæk; og da de og deres Fader så Pengeposerne, blev de forfærdede.

42:36 Og deres Fader Jakob sagde til dem: “I gør mig barnløs; Josef er ikke mere, og Simeon er ikke mere, og nu vil I tage Benjamin; det går alt sammen ud over mig!”

42:37 Så sagde Ruben til sin Fader: “Du må tage mine to Sønners Liv, hvis jeg ikke bringer ham til dig; betro ham til mig, og jeg skal bringe ham tilbage til dig!”

42:38 Men han sagde: “Min Søn skal ikke rejse derned med eder, thi hans Broder er død, og han alene er tilbage; tilstøder der ham en Ulykke på den Rejse, I har for, så bringer I mine grå Hår ned i Dødsriget med Sorg!”

42:39 Men Hungersnøden var hård i Landet;