Index: Danish Bible

2 Mosebog 32

[1]
[2]
[3]
[4]
[5]
[6]
[7]
[8]
[9]
[10]
[11]
[12]
[13]
[14]
[15]
[16]
[17]
[18]
[19]
[20]
[21]
[22]
[23]
[24]
[25]
[26]
[27]
[28]
[29]
[30]
[31]
[32]
[33]
[34]
[35]
[36]
[37]
[38]
[39]
[40]

32:1 Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget, samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: “Kom og lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!”

32:2 Da sagde Aron til dem: “Riv de Guldringe af, som eders Hustruer, Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!”

32:3 Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til Aron.

32:4 Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: “Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!”

32:5 Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod kundgøre: “I Morgen er det Højtid for HERREN!”

32:6 Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege.

32:7 Da sagde HERREN til Moses: “Skynd dig og stig ned, thi dit Folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde;

32:8 hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!”

32:9 Og HERREN sagde til Moses: “Jeg har iagttaget dette Folk og set, at det er et halsstarrigt Folk.

32:10 Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!”

32:11 Men Moses bønfaldt HERREN sin Gud og sagde: “Hvorfor HERRE skal din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med vældig Kraft og stærk Hånd?

32:12 Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du vilde gøre dit Folk!

32:13 Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg har talet, og de skal eje det evindelig!”

32:14 Da angrede HERREN den Ulykke han havde truet med at gøre sit Folk.

32:15 Derpå vendte Moses tilbage og steg ned fra Bjerget med Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, Tavler, der var beskrevet på begge Sider, både på Forsiden og Bagsiden var de beskrevet.

32:16 Og Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset ind i Tavlerne.

32:17 Da hørte Josua Støjen af det larmende Folk, og han sagde til Moses: “Der høres Krigslarm i Lejren!”

32:18 Men han svarede: “Det er ikke sejrendes eller slagnes Skrig, det er Sang, jeg hører!”

32:19 Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen, blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og sønderslog dem ved Bjergets Fod.

32:20 Derpå tog han Tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i Ilden og knuste den til Støv, strøde det på Vandet og lod Israeliterne drikke det.

32:21 Og Moses sagde til Aron: “Hvad har dette Folk gjort dig, siden du har bragt så stor en Synd over det?”

32:22 Aron svarede: “Vredes ikke, Herre! Du ved selv, at Folket ligger i det onde,

32:23 og de sagde til mig: Lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!

32:24 Da sagde jeg til dem: De, der har Guldsmykker, skal rive dem af! De bragte mig da Guldet, og jeg kastede det i Ilden, og så kom denne Tyrekalv ud deraf!”

32:25 Da Moses nu så, at Folket var tøjlesløst til Skadefryd for deres Fjender, fordi Aron havde givet det fri Tøjler,

32:26 stillede han sig ved Indgangen til Lejren og sagde: “Hvem der er for HERREN, han komme hid til mig!” Da samlede alle Leviterne sig om ham,

32:27 og han sagde til dem: “Så siger HERREN, Israels Gud: Bind alle Sværd om Lænd og gå frem og tilbage fra den ene Indgang i Lejren til den anden og slå ned både Broder, Ven og Frænde!”

32:28 Og Leviterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den Dag faldt der af Folket henved 3.000 Mand.

32:29 Og Moses sagde: “Fra i Dag af skal I være Præster for HERREN, thi ingen skånede Søn eller Broder, derfor skal Velsignelse komme over eder i Dag.”

32:30 Næste Dag sagde Moses til Folket: “I har begået en stor Synd ; men nu vil jeg stige op til HERREN, måske kan jeg skaffe Soning for eders Synd!”

32:31 Derpå gik Moses atter til HERREN og sagde: “Ak, dette Folk har begået en stor Synd, de har lavet sig en Gud af Guld.

32:32 Om du dog vilde tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, så udslet mig af den Bog, du fører!”

32:33 HERREN svarede Moses: “Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min Bog!

32:34 Men gå nu og før Folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre det hen; se, min Engel skal drage foran dig! Men til sin Tid vil jeg straffe dem for deres Synd!”

32:35 Og HERREN slog Folket, fordi de havde lavet Tyrekalven, den, Aron lavede.