Index: Danish Bible

2 Mosebog 33

[1]
[2]
[3]
[4]
[5]
[6]
[7]
[8]
[9]
[10]
[11]
[12]
[13]
[14]
[15]
[16]
[17]
[18]
[19]
[20]
[21]
[22]
[23]
[24]
[25]
[26]
[27]
[28]
[29]
[30]
[31]
[32]
[33]
[34]
[35]
[36]
[37]
[38]
[39]
[40]

33:1 HERREN sagde til Moses: “Drag nu bort herfra med Folket, som du førte ud af Ægypten, til det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob med de Ord: Dit Afkom vil jeg give det!

33:2 Jeg sender en Engel foran dig, og han skal drive Kana’anæerne, Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne bort

33:3 til et Land, der flyder med Mælk og Honning. Men selv vil jeg ikke drage med i din Midte, thi du er et halsstarrigt Folk; drog jeg med, kunde jeg tilintetgøre dig undervejs!”

33:4 Da Folket hørte denne onde Tidende, sørgede de, og ingen tog sine Smykker på.

33:5 Da sagde HERREN til Moses: “Sig til Israeliterne; I er et halsstarrigt Folk! Vandrede jeg kun et eneste Øjeblik i din Midte, måtte jeg tilintetgøre dig. Tag du dine Smykker af, så skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!”

33:6 Da aflagde Israeliterne deres Smykker fra Horebs Bjerg af.

33:7 Moses plejede at tage Teltet og slå det op udenfor Lejren i nogen Afstand derfra; han gav det Navnet “Åbenbaringsteltet”. Enhver som vilde rådspørge HERREN, gik ud til Åbenbaringsteltet uden for Lejren.

33:8 Men hver Gang Moses gik ud til teltet, rejste alt Folket sig op og stillede sig alle ved Indgangen til deres Telte og så efter Moses, indtil han kom ind i Teltet.

33:9 Og når Moses kom ind Teltet, sænkede Skystøtten sig og stillede sig ved Indgangen til Teltet; da talede HERREN med Moses.

33:10 Men når alt Folket så Skystøtten stå ved Indgangen til Teltet, rejste de sig alle op og tilbad ved Indgangen til deres Telte.

33:11 Så talede HERREN med Moses Ansigt til Ansigt, som når den ene Mand taler med den anden, og derpå vendte Moses tilbage til Lejren; men hans Medhjælper Josua, Nuns Søn, en ung Mand, veg ikke fra Teltet.

33:12 Moses sagde til HERREN: “Se, du siger til mig: Før dette Folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; og dog har du sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har fundet Nåde for mine Øjne!

33:13 Hvis jeg nu virkelig har fundet Nåde for dine Øjne, så lær mig dine Veje at kende, at jeg kan kende dig og finde Nåde for dine Øjne; tænk dog på, at dette Folk er dit Folk!”

33:14 Han svarede: “Skal mit Åsyn da vandre med, og skal jeg således føre dig til Målet?”

33:15 Da sagde Moses til ham: “Hvis dit Åsyn ikke vandrer med, så lad os ikke drage herfra!

33:16 Hvorpå skal det dog kendes. at jeg har fundet Nåde for dine Øjne, jeg og dit Folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der således vises os, mig og dit Folk, en Udmærkelse fremfor alle andre Folkeslag på Jorden?”

33:17 HERREN svarede Moses: “Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi du har fundet Nåde for mine Øjne, og jeg kalder dig ved Navn.”

33:18 Da sagde Moses: “Lad mig dog skue din Herlighed!”

33:19 Han svarede: “Jeg vil lade al min Rigdom drage forbi dig og udråbe HERRENs Navn foran dig, thi jeg viser Nåde, mod hvem jeg vil, og Barmhjertighed, mod hvem jeg vil!”

33:20 Og han sagde: “Du kan ikke skue mit Åsyn, thi intet Menneske kan se mig og leve.”

33:21 Og HERREN sagde: “Se, her er et Sted i min Nærhed, stil dig på Klippen der!

33:22 Når da min Herlighed drager forbi, vil jeg lade dig stå i Klippehulen, og jeg vil dække dig med min Hånd, indtil jeg er kommet forbi.

33:23 Så tager jeg min Hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit Åsyn kan ingen skue!”