Is there a voice in weeping? Does weeping speak? In what language doth it utter its meaning? Why, in that universal tongue which is known and understood in all the earth, and even in heaven above. When a man weeps, whether he be a Jew or Gentile, Barbarian, Scythian, bond or free, it has the same meaning in it. Weeping is the eloquence of sorrow. It is an unstammering orator, needing no interpreter, but understood of all. Is it not sweet to believe that our tears are understood even when words fail? Let us learn to think of tears as liquid prayers, and of weeping as a constant dropping of importunate intercession which will wear its way right surely into the very heart of mercy, despite the stony difficulties which obstruct the way. My God, I will 'weep' when I cannot plead, for thou hearest the voice of my weeping.
C.H. Spurgeon

Bible – danish – Esajas Chapter 32:1-20.

Index: Danish Bible

 

Esajas 32

[1]
[2]
[3]
[4]
[5]
[6]
[7]
[8]
[9]
[10]
[11]
[12]
[13]
[14]
[15]
[16]
[17]
[18]
[19]
[20]
[21]
[22]
[23]
[24]
[25]
[26]
[27]
[28]
[29]
[30]
[31]
[32]
[33]
[34]
[35]
[36]
[37]
[38]
[39]
[40]
[41]
[42]
[43]
[44]
[45]
[46]
[47]
[48]
[49]
[50]
[51]
[52]
[53]
[54]
[55]
[56]
[57]
[58]
[59]
[60]
[61]
[62]
[63]
[64]
[65]
[66]

32:1 Se, en Konge skal herske med Retfærd, Fyrster styre med Ret,

32:2 hver af dem som Læ imod Storm og Ly imod Regnskyl, som Bække i Ørk, som en vældig Klippes Skygge i tørstende Land.

32:3 De seendes Øjne skal ej være blinde, de hørendes Ører skal lytte;

32:4 letsindiges Hjerte skal nemme Kundskab, stammendes Tunge tale flydende, rent.

32:5 Dåren skal ikke mer kaldes ædel, højsindet ikke Skalken.

32:6 Thi Dåren taler kun Dårskab, hans Hjerte udtænker Uret for at øve Niddingsværk og prædike Frafald fra HERREN, lade den sultne være tom og den tørstige mangle Vand.

32:7 Skalkens Midler er onde, han oplægger lumske Råd for at ødelægge arme med Løgn, skønt Fattigmand godtgør sin Ret.

32:8 Men den ædle har ædelt for og står fast i, hvad ædelt er.

32:9 Op, hør min Røst, I sorgløse Kvinder, I trygge Døtre, lyt til min Tale!

32:10 Om År og Dag skal I trygge skælve, thi med Vinhøst er det ude, der kommer ej Frugthøst.

32:11 Bæv, I sorgløse, skælv, I trygge, klæd jer af og blot jer, bind Sæk om Lænd;

32:12 slå jer for Brystet og klag over yndige Marker, frugtbare Vinstokke,

32:13 mit Folks med Tidseltorn dækkede Jord, ja, hvert Glædens Hus, den jublende By!

32:14 Thi Paladset er øde, Bylarmen standset, Ofel med Tårnet en Grushob for evigt, Vildæslers Fryd, en Græsgang for Hjorde –

32:15 til Ånd fra det høje udgydes over os. Da bliver Ørkenen til Frugthave, Frugthaven regnes for Skov.

32:16 Ret fæster Bo i Ørkenen, i Frugthaven dvæler Retfærd;

32:17 Retfærds Frugt bliver Fred og Rettens Vinding Tryghed for evigt.

32:18 Da bor mit Folk i Fredens Hjem, i trygge Boliger, sorgfri Pauluner.

32:19 Skoven styrter helt, Byen bøjes dybt.

32:20 Salige I, som sår ved alle Vande, lader Okse og Æsel frit løbe om!