Index: Danish Bible
Ordsprogene 14
[1]
[2]
[3]
[4]
[5]
[6]
[7]
[8]
[9]
[10]
[11]
[12]
[13]
[14]
[15]
[16]
[17]
[18]
[19]
[20]
[21]
[22]
[23]
[24]
[25]
[26]
[27]
[28]
[29]
[30]
[31]
14:1 Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.
14:2 Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.
14:3 I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.
14:4 Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.
14:5 Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
14:6 Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.
14:7 Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.
14:8 Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.
14:9 Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.
14:10 Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.
14:11 Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.
14:12 Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
14:13 Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
14:14 Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.
14:15 Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
14:16 Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.
14:17 Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
14:18 De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
14:19 Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.
14:20 Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
14:21 Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.
14:22 De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.
14:23 Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
14:24 De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.
14:25 Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
14:26 Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.
14:27 HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
14:28 At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.
14:29 Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.
14:30 Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
14:31 At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.
14:32 Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.
14:33 Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.
14:34 Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.
14:35 En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.