Index: Danish Bible

Markus 5

[1]
[2]
[3]
[4]
[5]
[6]
[7]
[8]
[9]
[10]
[11]
[12]
[13]
[14]
[15]
[16]

5:1 Og de kom over til hin Side af Søen til Gerasenernes Land.

5:2 Og da han trådte ud af Skibet, kom der ham straks i Møde ud fra Gravene en Mand med en uren Ånd.

5:3 Han havde sin Bolig i Gravene, og ingen kunde længer binde ham, end ikke med Lænker.

5:4 Thi han havde ofte været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne vare sprængte af ham og Bøjerne sønderslidte, og ingen kunde tæmme ham.

5:5 Og han var altid Nat og Dag i Gravene og på Bjergene, skreg og slog sig selv med Sten.

5:6 Men da han så Jesus. Langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham

5:7 og råbte med høj Røst og sagde: “Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? Jeg besvæger dig ved Gud, at du ikke piner mig.”

5:8 Thi han sagde til ham: “Far ud af Manden, du urene Ånd!”

5:9 Og han spurgte ham: “Hvad er dit Navn?” Og han siger til ham: “Legion er mit Navn; thi vi ere mange.”

5:10 Og han bad ham meget om ikke at drive dem ud af Landet.

5:11 Men der var der ved Bjerget en stor Hjord Svin, som græssede;

5:12 og de bade ham og sagde: “Send os i Svinene, så vi må fare i dem.”

5:13 Og han tilstedte dem det. Og de urene Ånder fore ud og fore i Svinene; og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen, omtrent to Tusinde, og de druknede i Søen

5:14 Og deres Hyrder flyede og forkyndte det i Byen og på Landet; og de kom for at se, hvad det var, som var sket.

5:15 Og de komme til Jesus og se den besatte, ham, som havde haft Legionen, sidde påklædt og ved Samling, og de frygtede.

5:16 Men de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes det var gået den besatte, og om Svinene.

5:17 Og de begyndte at bede ham om, at han vilde gå bort fra deres Egn.

5:18 Og da han gik om Bord i Skibet, bad den, som havde været besat, ham om, at han måtte være hos ham.

5:19 Og han tilstedte ham det ikke, men siger til ham: “Gå til dit Hus, til dine egne, og forkynd dem, hvor store Ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig.”

5:20 Og han gik bort og begyndte at kundgøre i Bekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.

5:21 Og da Jesus igen i Skibet var faren over til hin Side, samledes der en stor Skare om ham, og han var ved Søen.

5:22 Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus, og da han ser ham, falder han ned for hans Fødder.

5:23 Og han beder ham meget og siger: “Min lille Datter er på sit yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne på hende, for at hun må frelses og leve!”

5:24 Og han gik bort med ham, og en stor Skare fulgte ham, og de trængte ham.

5:25 Og der var en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År,

5:26 og hun havde døjet meget af mange Læger og havde tilsat alt, hvad hun ejede, og hun var ikke bleven hjulpen, men tværtimod, det var blevet værre med hende.

5:27 Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i Skaren og rørte ved hans Klædebon.

5:28 Thi hun sagde: “Dersom jeg rører blot ved hans Klæder, bliver jeg frelst.”

5:29 Og straks tørredes hendes Blods Kilde, og hun mærkede i sit Legeme, at hun var bleven helbredt fra sin Plage.

5:30 Og straks da Jesus mærkede på sig selv, at den Kraft var udgået fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: “Hvem rørte ved mine Klæder?”

5:31 Og hans Disciple sagde til ham: “Du ser, at Skaren trænger dig, og du siger: Hvem rørte ved mig?”

5:32 Og han så sig om for at se hende, som havde gjort dette.

5:33 Men da Kvinden vidste, hvad der var sket hende, kom hun frygtende og bævende og faldt ned for ham og sagde ham hele Sandheden.

5:34 Men han sagde til hende: “Datter! din Tro har frelst dig; gå bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage!”

5:35 Endnu medens han talte, komme nogle fra Synagogeforstanderens Hus og sige: “Din Datter er død, hvorfor umager du Mesteren længere?”

5:36 Men Jesus hørte det Ord, som blev sagt, og han siger til Synagogeforstanderen: “Frygt ikke, tro blot!”

5:37 Og han tilstedte ingen at følge med sig uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder.

5:38 Og de komme ind i Synagogeforstanderens Hus, og han ser en larmende Hob, der græd og hylede meget.

5:39 Og han går ind og siger til dem: “Hvorfor larme og græde I? Barnet er ikke død, men det sover.”

5:40 Og de lo ad ham; men han drev dem alle ud, og han tager Barnets Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og går ind, hvor Barnet var.

5:41 Og han tager Barnet ved Hånden og siger til hende: “Talitha kumi!” hvilket er udlagt: “Pige, jeg siger dig, stå op!”

5:42 Og straks stod Pigen op og gik omkring; thi hun var tolv År gammel. Og de bleve straks overmåde forfærdede

5:43 Og han bød dem meget, at ingen måtte få dette at vide; og han sagde, at de skulde give hende noget at spise.