Index: Danish Bible

Salme 104

[1]
[2]
[3]
[4]
[5]
[6]
[7]
[8]
[9]
[10]
[11]
[12]
[13]
[14]
[15]
[16]
[17]
[18]
[19]
[20]
[21]
[22]
[23]
[24]
[25]
[26]
[27]
[28]
[29]
[30]
[31]
[32]
[33]
[34]
[35]
[36]
[37]
[38]
[39]
[40]
[41]
[42]
[43]
[44]
[45]
[46]
[47]
[48]
[49]
[50]
[51]
[52]
[53]
[54]
[55]
[56]
[57]
[58]
[59]
[60]
[61]
[62]
[63]
[64]
[65]
[66]
[67]
[68]
[69]
[70]
[71]
[72]
[73]
[74]
[75]
[76]
[77]
[78]
[79]
[80]
[81]
[82]
[83]
[84]
[85]
[86]
[87]
[88]
[89]
[90]
[91]
[92]
[93]
[94]
[95]
[96]
[97]
[98]
[99]
[100]
[101]
[102]
[103]
[104]
[105]
[106]
[107]
[108]
[109]
[110]
[111]
[112]
[113]
[114]
[115]
[116]
[117]
[118]
[119]
[120]
[121]
[122]
[123]
[124]
[125]
[126]
[127]
[128]
[129]
[130]
[131]
[132]
[133]
[134]
[135]
[136]
[137]
[138]
[139]
[140]
[141]
[142]
[143]
[144]
[145]
[146]
[147]
[148]
[149]
[150]

104:1 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,

104:2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;

104:3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;

104:4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!

104:5 Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;

104:6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.

104:7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,

104:8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;

104:9 du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.

104:10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;

104:11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;

104:12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.

104:13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;

104:14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden

104:15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.

104:16 HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,

104:17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.

104:18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.

104:19 Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;

104:20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;

104:21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.

104:22 De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;

104:23 Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.

104:24 Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!

104:25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;

104:26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.

104:27 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;

104:28 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.

104:29 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;

104:30 du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.

104:31 HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!

104:32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger

104:33 Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.

104:34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.

104:35 Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!