Index: Danish Bible

Job 9

[1]
[2]
[3]
[4]
[5]
[6]
[7]
[8]
[9]
[10]
[11]
[12]
[13]
[14]
[15]
[16]
[17]
[18]
[19]
[20]
[21]
[22]
[23]
[24]
[25]
[26]
[27]
[28]
[29]
[30]
[31]
[32]
[33]
[34]
[35]
[36]
[37]
[38]
[39]
[40]
[41]
[42]

9:1 Så tog Job til Orde og svarede:

9:2 “Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

9:3 Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!

9:4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?

9:5 Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

9:6 ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;

9:7 han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

9:8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,

9:9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,

9:10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!

9:11 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

9:12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: “Hvad gør du?”

9:13 Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

9:14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

9:15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!

9:16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

9:17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig – Sår på Sår uden Grund,

9:18 ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.

9:19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!

9:20 Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

9:21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

9:22 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!

9:23 Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;

9:24 Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?

9:25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,

9:26 gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.

9:27 Dersom jeg siger: “Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,”

9:28 må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

9:29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?

9:30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,

9:31 du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

9:32 Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

9:33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!

9:34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

9:35 da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden!