Index: Danish Bible
Job 14
[1]
[2]
[3]
[4]
[5]
[6]
[7]
[8]
[9]
[10]
[11]
[12]
[13]
[14]
[15]
[16]
[17]
[18]
[19]
[20]
[21]
[22]
[23]
[24]
[25]
[26]
[27]
[28]
[29]
[30]
[31]
[32]
[33]
[34]
[35]
[36]
[37]
[38]
[39]
[40]
[41]
[42]
14:1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
14:2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
14:3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
14:4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
14:5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
14:6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
14:7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
14:8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
14:9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
14:10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
14:11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
14:12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
14:13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!
14:14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
14:15 du skulde kalde – og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
14:16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
14:17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
14:18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
14:19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
14:20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
14:21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
14:22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.